MARTHA & ROSE

P1140415

*ENGLISH VERSION BELOW*

For et par uger siden skrev jeg om en fortabt ukendt døv kvinde og hendes baby, som jeg pt. giver husly. De har nu boet hos mig i snart tre uger, og situationen har mildest talt udviklet sig til at være lidt af et mareridt.

Den første uge gik tingene fint nok. Vi tog hende til lægen et par gange fordi hun klagede over smerter. Det viser sig at hun har mavesår, som hun nu får medicin for. Vi lavede mad til hende, gav hende tøj, hjalp hende med babyen og lignende ting man nu gør, for at hjælpe en kvinde i hendes situation. Vi forsøgte desuden at lære hende nogle basale tegn, i et forsøg på at lette kommunikationen med hende. Vi besluttede os i øvrigt ret hurtigt for at give hende og hendes baby navne – det blev hurtigt lidt akavet og umenneskeligt at blive ved med at referere til ”ukendt døv kvinde og baby”. Så nu er det Martha og baby Rose.

Efter en uges tid begyndte tingene langsomt at ændre sig. Marthas opførsel blev mere og mere mærkelig. Hun er ekstremt humørsvingende (ikke at jeg bebrejder hende..) og hun er til tider temmelig respektløs i hendes opførsel; nægter at tage hendes medicin; vil kun gøre tingene på hendes egen måde; tager min telefon og råber højlydt imens hun mimer at snakke med nogen; pludselig bryder hun ud i latter og begynder at danse for derefter at gestikulere aggressivt og råber ad en. Og sådan fortsætter det. Hun siger en helt masse ting, men fordi hun ikke har noget sprog er det kun lyde. Og det er højt. Situationen er sikkert langt mere frustrerende for hende end den er for os. Tænk ikke at kunne fortælle hvor du kommer fra og hvem du er. Men jeg ville lyve hvis jeg sagde, at jeg ikke også føler en vis frustration. Det er ikke nemt at tage sig af nogen, som hverken forstår eller sætter pris på, at man faktisk forsøger at hjælpe efter bedste evne. Det er heller ikke nemt at være ligeglad. Slet ikke med sådan en lille nuttet (og i øvrigt meget glad og tilfreds) baby. Martha har bestemt også sine øjeblikke. Og der er ingen tvivl om at hun elsker Rose. Det er også helt tydeligt, at hun har et hjem et sted – og at hun har flere børn.

At huse en ukendt og tydeligvis ustabil og/eller traumatiseret kvinde gør, at man må være lidt ekstra varsom. Vi kender ikke hendes fortid og vi kan ikke kommunikere med hende. Kan vi stole på hende? Svaret er nej. Hun har forsøgt at stikke af flere gange (uden Rose). Mandag formiddag lykkedes det hende. Hun var væk i over to timer. Da vi fandt hende og hun kom hjem var hun glad. Ikke fordi hun var blevet fundet, men fordi hun havde været ude at shoppe. Jeps, hun havde brugt alle sine penge (som vi havde bedt hende gemme i kufferten til den dag, hun ikke længere kan bo her) på højhælede sko og bodylotion. Skulle jeg grine eller græde?

Vi tog til politiet selvsamme dag, som Martha stak af. Jeg kan ikke længere garantere for Marthas sikkerhed – ej heller for Roses. Politiet havde lovet at hjælpe med at finde ud af hvem Martha er, men de har selvfølgelig ikke gjort noget som helst. Kan Martha og Rose være hos politiet? Ja, det kan de. Men.. En ting er, at de skal bo under kummerlige forhold, men hvad sker der hvis Martha stikker af igen? Politiet kan ikke gøre noget; de er nødt til at lade hende løbe. Hvis hun stikker af med Rose, så overlever Rose næppe længe. Stikker hun af uden Rose, ja – så er der også problemer. Martha græd og forsøgte at løbe væk fra politiet, så vi endte med at tage hende hjem igen.

Tirsdag, onsdag og torsdag har vi været på farten fra morgen til aften med alle Marthas ting pakket i bilen i forsøget på at finde et sted til dem. Det har desværre vist sig umuligt. Bevares, folk vil gerne hjælpe. Men huse dem? Nej tak. Ikke engang kirkerne vil huse dem. Der er også blevet lavet tv-indslag om Martha, men det har heller ikke givet noget. Nu er det fredag, og vi havde håbet at kunne møde et par nye potentielle steder i dag. Men de er alle sammen ”out of office”. Hvad skal vi stille op? Vi har prøvet alt. Martha vil hjem. Og hvor ville jeg ønske, at jeg vidste hvor ”hjem” er. Jeg er til tider er ved at gå ud af mit gode skind og bare tuder i ren og skær frustration. Jeg får ikke arbejdet imens det her står på. Jeg er nødsaget til at have mine øjne på Martha og Rose 24/7. Og tro mig; der er masser af arbejde der venter på mig hos BDI. Jeg er heldig at have Rannah (den amerikanske frivillige) som nabo. Uden hende havde jeg ikke overlevet.

I skrivende stund sidder Martha ved siden af mig og tegner fisk, høns, geder, træer og huse imens hun forsøger at fortælle mig om hendes hjem. Hendes tegnsprog har forbedret sig betydeligt, men der er stadig mange udfordringer i vores kommunikation. Rose ligger på et tæppe ved siden af os. Hun smiler og griner som sædvanligt. Hun har heldigvis ingen anelse om hvad der foregår.

******

A couple of weeks ago I wrote a post about a lost unknown deaf women and her baby, that I am currently housing. They have stayed at my house for almost three weeks now, and the situation has developed into a bit of a nightmare.

The first week, things were fine. We took the woman to the doctor a few times because she complained about pains. It turns out she has ulcers, and she is now getting medication. We have cooked for her, given her clothes, helped her with her baby and all other things you would do to help a woman in her situation. We have also tried to teach her some basic sign language, in an attempt to make communication with her a little easier. We quickly decided to give her and her baby names – it became a bit awkward and inhuman to keep referring to “unknown deaf woman and baby.” So now it’s Martha and baby Rose.

After a week or so, things slowly began to change. Martha’s behavior became increasingly strange. She is extremely moody (not that I blame her..) and she is at times rather disrespectful in her behavior; she refuses to take her medication; she only wants to do things in her own way; she takes my phone being very loud as she mimes to talk to someone; she suddenly starts laughing hysterically and starts dancing and next moment she is gesticulating aggressively and quarrels. And so it continues. She is trying to say so many things, but because she has no language, no words are coming out of her mouth – it’s just noise. And it’s loud. I am sure the situation is far more frustrating for her than it is for us. I mean, imagine not being able to tell where you come from and who you are. But I’d be lying if I said that I didn’t feel a bit of frustration too. It’s not easy to take care of someone who does not understand or appreciate that you are actually trying to help the best you can. It is not easy to be ignorant either – and it becomes impossible with such a small cute baby, who is btw very happy and content. Martha has her moments too, for sure. And there is no doubt that she loves Rose. We also know for sure now that she has a home somewhere – and that she has other children.

When housing an unknown and obviously unstable and/or traumatized woman you obviously need to be careful. We do not know her past and we cannot communicate with her. Can we trust her? The answer is no. She has tried to run away several times (without Rose), and Monday morning she succeeded. She was missing for more than two hours. When we found her again and she came home she was happy. Not because she was found, but because she had been shopping. Yeah, she had spent all her money (which we had asked her to keep in her suitcase till the day she can no longer stay here) on high-heeled shoes and moisturizer. Should I laugh or should I cry?

We went to the police the same day that Martha ran away. I can no longer guarantee for the safety of Martha – neither of Rose. The police had promised to help find out who Martha is, but they have done nothing to help us. Can they stay at the police? Yes, they can. But .. One thing is that they have to stay in a miserable storage container, but what happens if Martha runs away again? The police cannot do anything; they have to let her go. If she runs off with Rose, then Rose will hardly survive. If Martha runs away without Rose – well, then we have problems as well. Martha was crying and trying to run off at the police. So we ended up taking them home again.

Tuesday, Wednesday and Thursday we have been on the go all day long with all Martha’s stuff packed in the car trying to find a place for them. Unfortunately, we haven’t succeeded. Sure, people want to help. But house them? No thanks. Not even the churches will house them. We have made ​​TV spots about Martha as well, but it has not given anything. Now it’s Friday, and we had hoped to meet a few new potential places today. But they are all “out of office”. What to do? We have tried everything. Martha wants to go home. And how I wish that I knew where “home” is. From time to time I am about to lose my mind, and I just cry in sheer frustration. I can’t work while all this is going on, as I must have my eyes on Martha and Rose 24/7. And trust me; there is plenty of work waiting for me at BDI. I am lucky to have Rannah (the American volunteer) next door. I wouldn’t have survived this without her.

At this very moment Martha is sitting next to me drawing fish, chickens, goats, trees and houses, while trying to tell me about her home. Her signing has improved a lot over the weeks, though there are still many challenges in our communication. Rose is lying next to us on a blanket. She is smiling and laughing as usual. She does luckily not know what’s going on.

4 comments

  1. Ingelise Nyholm Andersen

    Vickie jeg har sagt det før, hvor får du styrken fra? Hvad stiller du/i op når der ikke er hjælp at hente. Jeg håber virkelig at der hurtig findes en varig løsning ha’ det god knus ingelise

    • Vickie

      Mange tak, Ingelise! Hvor styrken kommer fra? Jeg ved det faktisk ikke. Og føler mig ærligt talt heller ikke særlig stærk i det her. Rose er måske svaret. Sådan et lille ubekymret og smilende menneske kan få en til nærmest hvad som helst, ikk. Håber I har det godt nordpå :) Kh Vickie

  2. Klejs

    Det er godt nok en frustrerende situation for jer alle. Jeg ville ønske jeg kunne hjælpe. Rose er så bedårende, tror gerne at hun er en nem baby.

Post a comment

You may use the following HTML:
<a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>