FIVE WEEKS IN SHORT

P1100415EDITBLOG
I samtale med fine Florence // In conversation with lovely little Florence

*english version below*

Fem uger er allerede gået. Det har været et meget anderledes ophold i Uganda denne gang – på både godt og ondt. Jeg lagde ud med at have Rannah som roommate. Det var vidunderligt. Vi har ikke set hinanden i næsten to år, så det var skønt igen at være sammen. Det blev blandt andet til en lille getaway til Paidha, hvor Rannah pt. arbejder. Busturen til Paidha tager som regel 7-8 timer, men vores bus gik i stykker på halvvejen, og vi måtte vente i Kamura i tre timer i mørket på en ny bus blandt hundredvis a minearbejdere. (Enhver der har læst Jacob Ejersbos Afrika triologi kan forstå min paranoia her..) Vi ankom til Paidha sent om natten, og da vi gik mod Rannahs kirke (hvor hun bor) sprang en mand pludselig ud foran os. Han forsøgte at stjæle Rannahs telefon, som vi brugte som lygte. Optøjerne blev heldigvis opfanget af en mand, som kom løbende, og alt endte godt. Vi ankom sikkert til kirken, og lærte en lektie: gå aldrig alene i mørket.

Vi havde kun en enkelt dag i Paidha. Og sikke en dag! Katolske festligheder, frokost med nonner, præster og biskoppen. Det var så skægt og fedt at få en anden indsigt i den katolske verden. Folk var simpelthen så søde og sjove. Om dagen var de alle i fuld ”uniform” – præsterne i smukke grønne kåber. Om aftenen var stemningen meget afslappet og alle var “i civil”. Min lidt snævre forestilling om den katolske verden blev gjort til skamme, da jeg halvt måbende så en af præsterne i Uganda fodboldtrøje med en kold øl i hånden. Det havde jeg ikke lige set komme.. Men som Rannah sagde; katolikker er gode til at nyde alle aspekter af livet!

P1230692BLOG
Smukke Rannah til katolske festligheder i Paidha // Beautiful Rannah in Paidha for Catholic celebration

I Paidha mødte vi også en fælles ven, og lige omkring solnedgang besluttede vi os for en spontan tur på hans boda boda til et nærtliggende bjerg. Sikke en udsigt! Uganda har den smukkeste natur. Næste morgen tog vi tilbage til Kampala. Selvfølgelig var der problemer med bussen, men da vi først kom af sted gik alt som smurt.

IMG_7841BLOG
Spontant mini-eventyr i Paidha // Spontanous mini-adventure in Paidha

En uge senere rejste Rannah. Hun skulle til noget familiekomsammen i USA. Jeg boede derefter alene. Jeg kan godt lide at bo alene, og jeg har også brug for tid alene. Især der. Men en uge senere forsøgte en person at bryde ind i mit hus, og en mærkelig kvinde kom til mit hus og spurgte om penge og mad og nægtede at gå. Hun fortalte også, at hun havde hørt at nogen ville komme og bryde ind i mit hus om natten. Der blev jeg ærligt talt lidt paranoid. Selvom jeg sover med store hængelåse og man skal forcere to døre for at komme ind, så kan man aldrig vide. Der var mærker i døren efter forsøget på indbrud. Jeg er døv, så jeg kan ikke engang høre, hvis nogen forsøger at bryde ind. Ikke at det ville gøre en forskel, men det føjer blot til utrygheden.

Joel insisterede på, at der kom en og sov hos mig, og jeg accepterede. Den første nat sov jeg meget lidt. Samtidig ville jeg gerne tilbage til at bo alene. Primært fordi jeg ikke vil have, at frygt skal kontrollere mit liv. Joel og jeg talte frem og tilbage og han endte med at acceptere. Det ved jeg, at han kun vil gøre hvis det er sikkert. Jeg var glad for igen at bo alene, men indrømmet så sov jeg også lidt uroligt og vågnede mange gange i løbet af natten. Men jeg gjorde det. Næste gang vil jeg dog gerne bo et sted, hvor den store låge omkring komplekset har lås på, og hvor der er en vagt. Det plejer jeg at gøre. Ingen grund til at løbe unødvendige risici. Som en betroet ven i Uganda fortalte mig i forbindelse med episoden; stol aldrig 100% på nogen i Uganda. Trist, men jeg forstår. Uganda er et andet land, med en ganske anden historie end vi kender fra trygge lille Danmark.

Som ovenstående viser, så er det ikke altid nemt at være hvid i Uganda. Det har jeg vidst siden mit første ophold for over tre år siden. Mænd vil giftes med dig uden at kende dit navn, og kvinder vil være venner med dig, fordi de tror du har penge. TIA! Men denne her gang har det ramt mig hårdere. Jeg savner at have et socialt netværk. Jeg savner at have gode venner. Når man gerne vil være i et fremmed land i lang tid, så bliver venskaber endnu mere vigtige. Men at få nye venner er svært. Mange ser kun, at jeg er hvid. De ser ikke Vickie. Nogle gange ville jeg ønske folk ville være farveblinde! Jeg er også døv, og der er stadig rigtig mange mennesker der ser døve som noget ekstremt negativt. ”Smut din døve hvide tøs.” Jeg ved godt, at jeg ikke skal lade det gå mig på, men det gør det altså nogle gange alligevel. Det er mærkeligt at man kan føle sig så meget hjemme i et land, hvor man samtidig føler at man ikke er velkommen. Men, jeg ved godt, at jeg skal ignorere de uvidende og snæversynede mennesker. Den slags findes alle vegne. I stedet handler det om ikke at give op! For selvfølgelig er der undtagelser, der bekræfter reglen. Og jeg er faktisk heldig at have en lille håndfuld mennesker i Uganda, som jeg kan kalde rigtige venner. En af dem er denne skønne kvinde, Rebecca, som jeg tidligere har boet sammen med i syv måneder.

IMG_7734BLOG
Min afrikanske søster, Rebecca // My African sister Rebecca

Mange gange i løbet af de seneste fem uger har jeg følt, at jeg ikke rigtigt har fået udrettet noget. Men nu jeg er rejst derfra, kan jeg godt se, at der faktisk er nået meget: masser af indsamlingsopdateringer (kommer snart), store fremskridt med skolebygning i Semuto, generelle opdateringer fra skolen, indførelse af nye rutiner for at børste tænder (det lyder måske af lidt, men det er noget, der har potentiel stor betydning på sigt), hjælpe med at forbedre situationen for de kvindelige lærere og større piger, når de har menstruation (mere om det senere), arbejde hen mod en plan for at sikre fremtiden for de elever, der afslutter skolen hos os og en helt masse andre ting. Jeg fik også fornøjelsen af at besøge en tidligere elev og hans familie. Jeg elsker at tage på den slags besøg, da de altid giver en helt anden indsigt i livet der.

P1230978BLOG
Arbejde med Disan i Semuto // Work in progress helping Disan in Semuto

Mine sidste dage i Uganda har været TIA på steroider. Masser af misforståelser, dårlig kommunikation, uenigheder, skænderier, sårede følelser, aflysninger – og som prikken over i’et kraftig regn, der får alting til at gå i stå og forvandler alting til mudder. De fleste veje er jordveje, så man kan selv forestille sig hvordan der ser ud efter regnvejr.. Men de sidste dage har dog også været fyldt med glæde, nye eventyr, nye venskaber, smil, grin og masser af kærlighed.

P1240390BLOG
Solnedgang i Semuto // Sunset in Semuto

I eftermiddag kom jeg tilbage til Danmark efter en som altid temmelig skør afrejse. Jeg ankom til lufthavnen i sidste øjeblik og fik ikke mulighed for at sige farvel til alle dem, jeg gerne ville. Mest af alt er jeg ked af, at jeg ikke fik krammet Frank farvel. Jeg håber han kan mærke kærligheden fra afstand.

Nu er jeg tilbage. Tilbage i et andet liv og en anden kultur. Jeg kan ikke helt finde ud af hvordan jeg det med det alt sammen. Det er vist for tidligt at sige. Lige nu er jeg fyldt op med indtryk og følelser. Men en ting ved jeg dog – at min næste tur til Uganda bliver før der er gået 14 måneder, sådan som det var tilfældet denne gang. Jeg ved ikke hvornår jeg skal af sted igen. Men jeg ved at jeg skal tilbage – før, snarere end siden.

//

Five weeks have already gone by. It’s been such a different stay in Uganda this time – for better and for worse. I started out having Rannah as a roommate. That was amazing. We haven’t seen each other in almost two years, so it was really great being together again. We took a small getaway to Paidha, where Rannah is currently serving. The bus ride usually takes 8 hours, but our bus broke down halfway, and we had to wait 3 hours in Kamura in the dark among hundreds of mineworkers for a new bus to come. We arrived in Paidha late at night, and while walking to her church (where she stays), a man suddenly jumped out in front of us trying to steal Rannah’s phone which we were using it as a light in the dark. Luckily a man nearby came running to help, so nothing happened. We arrived safe at her church and learned a lesson: never walk alone in the dark.

Catholic celebration and spontaneous adventures

We only had one day in Paidha, but what a day! Catholic celebrations, lunch with the bishop and the Fathers and Sisters there. I was so fun to get an insight view of the Catholic Church. It’s a foreign world to me. The people there were so kind and funny. During the day there were all in full “uniform” wearing beautiful green robes, but at night they changed, and there was a very relaxed atmosphere. My rather narrow view of the Catholic world was dashed, when I with surprise saw one of the Fathers wearing an Uganda soccer T-shirt and drinking beer. I didn’t see that coming! But as Rannah said; Catholics are good at enjoying all aspects of life! 

In Paidha we also got to meet a friend we have in common, and just before sunset we took a spontaneous ride on his boda to a nearby hill. What a view! Ugandan nature is breathtaking. Next morning we were off to Kampala. The bus started out having problems, but when we finally left things went smooth.

Attempt to break-in

A week later Rannah left Uganda for a family thing in the States. I then stayed alone. I’m happy to stay alone. In fact, I need it. Especially when I’m there. However, a week later a person tried to break into my house, and a funny woman came to my house asking for food and money and refused to leave. She also told me that she heard people would come steal at my house at night. That honestly made me a little paranoid. Though I sleep with big locks and you have to force two doors to get in, then you never know. There were marks in my door from the attempt to break in. I’m deaf, so I can’t even hear if someone tries to break in. Not that it would make a difference, but it adds to the feeling of insecurity.

Joel insisted that a person came to sleep with me at my house, and I accepted. The first night I didn’t really sleep and was awake many times. However, I wanted to get back to staying alone mainly because I don’t want fear to control my life. Joel and I talked back and forth and he finally accepted. I know he would never accept if it wasn’t safe. I was happy staying alone again, but admittedly also slept bad at night waking up many times. But I did it. Next time I will stay at a place where there are locks on the big gate to enter the compound, and perhaps even a guard. I always did so before. Better safe than sorry. As a good Ugandan friend told me; “never trust anyone 100% – this is Uganda.” Sad, but I understand. Uganda is a different country with a different history than tiny and safe Denmark.

The downside of being white

As the above shows, being white in Uganda isn’t always easy. I have known that since my first stay more than 3 years ago. Men wants to marry you without knowing your name, and women wants to make friends with you because they think you have money. TIA! But this time the whole situation has hit me harder than usual. I miss having a social network. I miss having good friends. When you want to stay long-term in a foreign country, friendships become important. Making new friends is though hard. Many people only see that I’m white. They don’t see Vickie. Sometimes I wish people could be colorblind! I’m also deaf, and still so many people see deafness as something bad. “Go away deaf white girl”. I know I shouldn’t let it get to me, but sometimes it does. It’s weird feeling so much at home in a place, and at the same time feeling so unwanted. But, I know I have to ignore the ignorant people – such people are everywhere. Instead I need to stay strong, because I know there are exceptions to the rules. I’m lucky to have a handful of people I consider my real friends. One of these friends is this beautiful woman, Rebecca, whom I stayed with for 7 months two years back.

Work in progress

Many times while I was there I felt like I was doing nothing. But now that I left, I see that I did accomplish many things: fundraising updates (stay tuned), school building progress in Semuto, general updates at school, new routines for the kids on how to brush teeth (perhaps it sounds like a small thing yet it will have a potentially great impact longterm), helping improve the situation for female teachers and older female students when they have their period (updates are soon to come), working on a plan to secure the students that finish our school and many other things. I also had the pleasure to visit a former student and his family. Such visits are just wonderful!

TIA on steroids

My last days in Uganda were TIA on steroids. Crazy really. There were so much miscommunication, disagreements, fights, hurt feelings, cancellations – and on top of it heavy rain, that makes the world stop – everything turns into mud. Most roads there are dirtroads, so maybe you can picture what it’s like when it’s raining. But the last days were also filled with lots of joy, new adventures, new friendships, smiles, laughter and lots of love.

Back to (another) reality

This afternoon I arrived back in Denmark after a rather craxy departure – like they always seem to be when I’m leaving. I arrived last minute at the airport and didn’t get to say goodbye to everyone. Especially I missed hugging Frank goodbye. I hope he can feel my love from afar. Now I’m here. Back in a different life and a different culture. I can’t really tell how I feel about everything yet. Too soon to say. Right now I’m fed up with impressions and emotions. However, one thing I do know – my next stay in Uganda won’t be 14 months away like this one. It will be a lot sooner. I don’t know when I’m going back, but I know I will return – sooner, rather than later.

Post a comment

You may use the following HTML:
<a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>