Tagged: africa

JUST ANOTHER DAY AT THE OFFICE

image1-2
Udsigten fra mit hus // The view from my house

*english version below*

Nogle gange spørger folk hvordan mine dage egentlig ser ud hernede. Det er meget forskelligt. Og alligevel meget det samme. Jeg ved sjældent hvad dagen bringer, da der altid (!) dukker noget uventet op – på både godt og ondt.

Dagen i dag starter stille og roligt med den allermest vidunderlige solopgang, der kommer til syne i hjørnet af min gård. Jeg bor i en art rækkehus. Her er i alt fem, som er omsluttet af en mur og en stor jernlåge. Solen står op kl.7. Luften er klar og kølig. Jeg nyder en stille stund på min trappesten og beslutter mig så for at gøre rent. Det bliver på den ugandiske måde. Fejer alle gulve med en kost, der mest af alt ligner et forstørret piskeris lavet på strå. Det er så kort, at man må bukke sig for at bruge det. Det er overraskende effektivt! Derefter vasker jeg alle gulve både inde og ude i koldt vand og Omo. Glem alt om mopper og gulvskrubber. Jeg bruger en gammel bluse, bøjer ryggen og klør på. Så er det tid til et bad og morgenmad. I dag spiser jeg avocado, mango, hårdkogt æg og drikker sød afrikansk te. Mmm.

Klokken 10 kommer min boda boda (motorcykel). Jeg bruger som regel den samme, når jeg kan. Han er pålidelig, kender klokken og kører sikkert. Vi skal til Kampala forbi en organisation, der hedder Days for Girls. Jeg har et kort møde der, da vi er interesseret i at købe nogle af deres produkter til vores piger og kvindelige lærere. Så videre på skolen for at se og kramme alle, og jeg har også et kort møde med Teacher Aggie. Vi får snart besøgende på skolen og vi skal forberede de sidste detaljer. En lærer har været i en ulykke og har brækket en tå. Han har brug for behandling og det er dyrt, når man ikke har nogle penge. Vi taler også lidt om de forskellige ting jeg skal nå imens jeg er her. Opdateringer på nye elever, nye billeder af alle og en million andre ting. Nogle af børnene stikker nysgerrigt hovedet ind, og vores yngste elev Florence på 4 år kommer løbende hen til mig og springer op på mit skød imens hun ivrigt forsøger at fortælle noget vigtigt. Jeg går med hende ud og taler lidt med de andre børn, og så er det tid til at tage hjem.

P1230752EDITBLOG
Frank, Shadiah, Joram and Florence <3

Jeg tager en boda boda til Kawempe og beslutter mig for at gå resten af vejen til Maganjo, hvor jeg bor. Det tager en halv times tid. Jeg elsker at gå og som en ekstra bonus er det en god måde for mig at rense hovedet og få lidt styr på alle mine tanker. Her er meget larm – både visuelt og auditivt. (Ja, jeg er døv. Men jeg har været hørende det meste af mit liv og kan nemt genkalde larm, når jeg ser det.) Det er varmt. Høj sol og masser af rødt støv, der hvirvler rundt i luften. Alle glor på mig som var jeg en alien. På en eller anden måde er jeg meget glad for at være døv, så jeg ikke behøver høre på alle tilråbene fra især mænd. Børn vinker og råber “bye bye mzungu”.

På hjemvejen køber jeg popcorn (jeg er afhængig, og her sælger de popcorn på hvert gadehjørne – det er farligt for mig..), avocado (en anden afhængighed – de er kæmpestore, lækre og tilmed billige. Haps!), chapati (en slags fedtet fladbrød. Hvis man tilføjer en omelet bliver det til en “rolex”. Bonusinfo: den ugandiske rolex er for nyligt blev udnævnt til at være den hurtigst voksende fastfood i Afrika!) og frisk mælk. Jeg har endelig lært at bruge en “charcoal stove” (hvad hedder sådan en på dansk? Et lille “blus” med kul..), så nu kan jeg endelig helt selv lave te! Ha! Forhåbentlig lærer jeg også en dag at lave ugandisk mad. Indtil da vil jeg spise mine avocado, chapati, stegte cassava, mango, tomater og popcorn med største fornøjelse.

Food2
Charcoal stove, kost, avocado – og ja, tomater og popcorn.. // Charcoal stove, broom,  avocado, and well – tomatoes and popcorn..

Klokken er blevet 16 og solen begynder at hænge lavere på himlen. Jeg tager min eneste stol ud i gården – en grøn plastikstol. Jeg nyder den sene eftermiddagssol imens jeg læser en Karen Blixen klassiker; “Den afrikanske farm”. Det er perfekt at læse den her. En god bog, i øvrigt.

Jeg har et møde med Joel kl.17. Han sender mig en besked og fortæller, at han er forsinket (vi har en intern joke her: afrikansk tid er at være sent på den – Joel tid er at være endnu senere på den..) og to og en halv time senere dukker han op. Vi har et kort møde på det kolde klinkegulv i mit hus, og får talt om de vigtigste ting. Herefter er han nødt til at smutte for at tage på natarbejde.

FullSizeRender-5
Solnedgang fra mit kompleks // Sunset from my compound 

Jeg er ikke rigtigt sulten, så til sen aftensmad bliver det kun til sød fuldfed mælkete og politisk ukorrekt kridhvidt brød med Blue Band. (Yep, det er margarine. Hvis en pige her er rigtig stor, så har jeg ladet mig fortælle, at man kalder hende for en “Blue Band girl” – jeg tror billedet her er tydeligt..) Det er mørkt (solen går ned allerede kl.19) og selvom jeg bor i et sikkert kompleks, så er det tid til at lukke døren og sætte de store hængelåse på for natten.

Inde sidder jeg på gulvet og arbejder lidt. Besvarer emails og kommunikerer med partnere og fremtidige frivillige. Jeg gennemgår mine billeder og laver en Facebook opdatering for BDI. Lukker computeren ned. Vi har strøm i dag, så jeg sætter min computer til opladning imens jeg bader. Det sker fra balje med iskoldt vand. Friskt. Eller noget. Tid til at sove. Jeg slukker lyset og lukker myggenettet tæt om min seng. Endnu en dag er gået. I morgen venter en ny dag med nye udfordringer og nye glæder. Hvem ved hvad dagen bringer?

Jeg glæder mig til at finde ud af det.

*****

Sometimes people wonder what my days are like here. And well, they are all different. Yet, all the same. I rarely know what my day will be like as something unexpected always (!) turns up – that being both good and bad.

Sunrise and cleaning

The day starts quietly with a magnificent sunrise appearing from the corner of my compound. The sun is rising at 7am. The air is cold and crispy. It’s a quiet morning. After a moment of silence on my doorstep I decide to clean my house. I’m doing it the Ug way using a broom. It mostly resembles as a giant whisk made of straws. It’s short and you need to bend using it. It’s surprisingly effective! Then washing floors in cold water and Omo. Forget all about mops and floor scrubbers. I’m using an old shirt, bend down and make it work! Time to shower and make breakfast. Today I’m having avocado, mango, a hard boiled egg and a cup of sweet Ugandan tea. Yum.

Short meetings and lots of love

At 10am my boda driver is here. I mostly use the same man. He is reliable, keeps time and is driving safe. We are off to Kampala to visit the Days for Girls organization. I have a short meeting there as we are interesting in buying some of their products for our girls and female teachers. Then to school to see and hug everyone and have a short meeting with Teacher Aggie. Soon we have visitors and we need to prepare the last details. A teacher was in an accident and broke his toe. He needs treatments and that is a costly affair when you have no money. We also talked shortly about all the things needing to be done while I’m here. Updates on all the new kids, new pictures of all students and teachers and one million other things. Some kids sneak in, and our youngest student Florence who is 4 years old, comes running to me and jumps up on my lap eagerly trying to tell me something important. Walking with her out to talk with some of the other kids, and then it’s time to head home.

Popcorn, rolex and fresh milk

Taking a boda to Kawempe and decide to walk the rest of the way to my home in Maganjo. It’s a 30 minutes walk or so. I love walking and as a bonus it’s a good way for me to clear my thoughts. It’s noisy here – visually as well as auditive. (Yes, I’m deaf. But I used to be hearing and I easily recall the noise I see.) It’s hot. Sunny and dusty. Everyone is  staring at me like I’m an alien. Somehow glad to be deaf so I don’t have to hear all the yelling from especially men. Kids are waving and shouting “bye bye mzungu”.

On my way home I’m buying popcorn (I’m addicted and here they sell popcorn on every street corner – it’s dangerous for me..) avocado (another addiction – they are huge and delicious and so cheap. Yum!), chapati (a greasy sort of flatbread. When adding an omelet it makes a “rolex”. Fun fact: the Ugandan rolex is recently said to be the fastest growing fastfood in Africa!) and fresh milk. I’ve finally learned how to use a charcoal stove, so now I can make tea all by myself! lol. Hopefully I will learn the Ugandan cooking too one day. Until then I will eat my avocados, chapati, fried cassava, mango, tomatoes and popcorn with biggest pleasure.

African time and Joel time

It’s 4pm and the sun is starting to hang low in the sky. I’m pulling out my one and only green plastic chair in the yard. Enjoying the late afternoon sun reading the classic book of Karen Blixen: “My African farm”. It’s perfect to read while here. A lovely book btw.

I’m having a meeting with Joel at 5pm. He messages me and tell me he is late, (we have an in-joke about this: African time is being late, but Joel time being even more late..) and 2,5 hours later he shows up. We have a short meeting on the cold tile floor in my house sharing and discussing the most important things, and then he has to leave for his night work.

Blue Band, work and goodnight

I’m not very hungry, so for dinner I’m only having sweet high fat milk tea and politically incorrect white bread with Blue Band. (Yep, it’s margarine. When a girl here is being really big I’ve heard people call her a “Blue Band girl” – you got the picture..) It’s dark (the sun is already setting at 7pm), and though I live in a safe compound it’s time to close my doors and put on the big locks for the night.

Inside I’m sitting on the floor working a little. Replying emails and communicating with partners and future volunteers. Going through pictures and make a Facebook update for BDI. Closing down my computer for the night. The power is on tonight, so I plug it for charging while I shower from a bassin of ice cold water. Refreshing. Or just cold, really. Time to sleep. Turning off the light and making sure the mosquito net is put tightly around my bed. Another day has gone by. Tomorrow is a new day with new struggles and new joys. Who knows what will happen?

I can’t wait to find out.

MBALE

P1130969B

P1130970B

P1130963B

*ENGLISH VERSION BELOW*

I mandags tog jeg bussen til Mbale i det østlige Uganda sammen med Joel og Happy – en pige fra skolen. Hun skulle hjem og besøge sin familie, som hun ikke har set i flere måneder. At køre med bus i Uganda er altid en enestående oplevelse – på både godt og ondt. Der bliver solgt alskens ting og sager i bussen, der bliver prædiket, der er højt musik (det skulle efter signede være kristent rock musik..) og ikke sjældent bliver man  stoppet af politiet. Og forsinket – ja, det er man selvfølgelig også. TIA. Der er ikke andet for, end at tage det med et smil. Vi kom til Mbale da det var blevet halv sent og mørkt.

Næste morgen lejede vi en bil og kørte Happy hjem – langt ude på landet. Vi måtte gå det sidste stykke; cirka 15 minutter ad smalle stier blandt jordnøddeplanter, kassava, søde kartofler og hvad har vi, og et enkelt hop over en å, hvor et par kvinder vaskede tøj – og fnisende så til da jeg og min dårlige balance måtte have hjælp til at krydse ”farvandet”. Efter et besøg hos familien, som tæller en mor, to søstre og tre brødre, kørte vi tilbage til Mbale. Vi boede nærmest med Mount Elgon i baghaven – eller i hvert fald en fin udsigt til det. (Mount Elgon er det 17. højeste bjerg i Afrika.) I går tog vi derop på boda boda, og turen  var nærmest magisk. Naturen er så overvældende – og helt umulig at indfange på billeder. Alle nuancer af grønt i alle tænkelige og utænkelige former, små bække, sporadisk med lerhuse og undertiden stødte vi ind i den lokale stamme; bagisu. (Mbale er berømte og berygtede for netop bagisu stammen og deres omskæringsceremonier, der udføres i lige år, og skal markere mænds overgang fra barn til voksen.) Da vi endelig nåede et vandfald (der er vist omkring tre temmelig store..) begyndte det at regne. Selvfølgelig. Men pyt. Der var så smukt og fantastisk deroppe.

Resten af turen har budt på arbejde. I hverdagen i Kawempe er det ikke altid nemt at få mødetid med Joel – han er altid travl og er optaget nærmest 24/7. Så det har været rart med god tid til at få snakket om det ene og det andet. I dag, torsdag formiddag tog vi bussen tilbage til Kampala. Jeg nød på en sær måde turen, lod tankerne vandre og blundede fra tid til anden; et perfekt punktum for en skøn tur. Og hvem ved; måske er jeg heldig at skulle tilbage i næste uge, når Happy skal tilbage til skolen igen..

*****

This last Monday I took the bus to Mbale in Eastern Uganda with Joel and Happy – a girl from school. We were taking her home to visit her family, whom she hadn’t seen for several months. To go by bus in Uganda is always an experience – in both good and bad ways. There are sold all sorts of things on the bus, someone is probably preaching, the music is loud (it is said to be Christian rock music..) and far from seldom the police will stop the bus. And you can count on being late too, of course. TIA. Nothing to do about it, but to smile. When we arrived in Mbale it was late and dark.

The next morning we rented a car and drove Happy home – her home is far outside Mbale. We had to walk the last stretch; about 15 minutes along narrow paths between groundnuts, cassava, sweet potatoes and what have we, and a small jump over a stream, where a couple of women were washing clothes – they obviously found it funny that I (with my very poor balance) needed help to cross the “waters”. After a visit with the family, that counted a mother, two sisters and three brothers, we returned to Mbale. We stayed at a place that almost had Mount Elgon in the backyard – or at least we had a good view for it. (Mount Elgon is the 17th highest mountain in Africa.) We went there yesterday by boda boda. The drive was almost magical. Nature is just overwhelming there – and absolutely impossible to capture with a camera. All shades of green in various shapes and sizes, small streams, a clay house here and there and from time to time we bumped into the bagisu tribe. (Mbale is known for the bagisu tribe and their circumcision ceremonies they conduct every even year to initiate young men into adulthood.) When we finally found the way and reached one of the waterfalls (there are apparently three huge waterfalls..) it started raining. Of course. But never mind. It was just breathtaking to be there.

The rest of our trip has been centered on work. During everyday life in Kawempe it can be quite hard to meet Joel – he is busy working almost 24/7. So it’s been nice to have time to catch up and talk about this and that. Today, Thursday morning we took the bus back to Kampala. In a weird way I enjoyed the bus ride, let my thoughts wander and dozed every now and then; a perfect end to a great trip. And who knows; I might be lucky to go again next week, when Happy is going back for school..

WOULD YOU SUPPORT THIS?

P1130886

OR THIS?

P1120229BLOG

*ENGLISH BELOW*

Siden jeg kom til Uganda første gang i februar sidste år, har jeg taget utallige billeder. Bloggen flyder over med billeder af smukke, glade og smilende døve unger. De er min hverdag. Og jeg elsker dem. Men af og til er er her ikke mange smil at spore. Nogle gange fordi børnene savner deres familier. Nogle gange fordi de er sultne. Nogle gange fordi de er trætte. Nogle gange fordi de er syge (som jeg skrev om i mit sidste blogindlæg, så har vi haft ekstremt mange syge børn de seneste uger.) Nogle gange fordi – ja, det kan skyldes hvad som helst. Vilkårerne for både børn og voksne er markant anderledes her end i Danmark og mange andre vestlige lande, men jeg er måske ikke altid så god til at vise bagsiden af de smukke smil. Man vil fx ikke finde et eneste billede af et grædende barn her på bloggen – jeg har aldrig i mit liv taget et billede af et grædende barn. Hvorfor egentlig ikke? Tja, formentlig fordi jeg har mere travlt med at stoppe tårerne end med at dokumentere tårerne *indsæt selv violiner*. Nu er jeg imidlertid her i Uganda for at arbejde – et arbejde der blandt andet går ud på at søge støtte til børnene.

I juli havde jeg besøg fra Danmark. En af mine besøgende har kendt til mit arbejde her lige siden min første dag – vi har faktisk talt ret meget om det. Hun ved, at vi som organisation kæmper for at overleve, og at vi hele tiden søger sponsorer til vores “smukke og smilende børn”. Min besøgende var på skolen i to dage. To dage. Da vi forlod skolen den sidste dag kiggede hun mig i øjnene og sagde; ”jeg vil sponsorere et barn”. Hun var blevet overrasket over at se, hvordan børnene hungrer efter omsorg, kærlighed – og helt basale ting som bedre ernæring. Episoden gjorde ret stort indtryk på mig, og fik mig til at tænke over, om egentlig ikke jeg har spillet fallit med mit arbejde her? Når jeg kun viser børnenes smukke smil og glade ansigter, så skjuler jeg jo på en måde virkeligheden. Jeg skjuler indirekte de akutte behov vi har for mad, medicin etc. Bevares, jeg skriver om det. Men folk kan ikke forbinde det med de smilende ansigter.

Når andre humanitære organisationer søger sponsorer og donationer, viser de da billeder af smilende og glade unger? Næ. Du får et grædende barn med udspilet mave. In your face. De tvinger dig til at tage stilling – de indirekte tvinger dig til at give dine penge ved at udstille virkelighedens til tider barske realiteter. Hvor aggressiv skal man egentlig være i kampen om at skabe bedre vilkår for udsatte mennesker? Man kan vel argumentere, at man skal være præcis så aggressiv, som det er nødvendig at være for at få folk til at handle. Jeg er til tider kendt for mine kyniske og anti-romantiske holdninger, men i mit arbejde med at søge sponsorer og anden støtte er jeg måske alt for gammeldags, romantisk og naiv. Jeg spørger af princip aldrig folk direkte, om ikke de vil sponsorere et barn eller om de på anden vis vil støtte arbejdet her. Jeg vil gerne have at folk støtter af egen fri vilje. Problemet er, at det er meget få folk der siger ”jeg vil gerne hjælpe!”. Måske fordi de allerede har spyttet i kirkebøssen hos en anden organisation med en langt mere aggressiv strategi..

(Jeg har udfordret mig selv og taget et billede af en mut og halvsyg Frank imens han venter på at blive badet. Hans udspilede mave er dog kun en skygge af, hvordan den ser ud i virkeligheden..)

*****

Since I came to Uganda first time in February last year, I have taken countless of pictures. On my blog there is an overload of beautiful, happy and smiling deaf children. They are my everyday life. And I love them. But sometimes it’s hard to find any smiles. Sometimes because they miss their families. Sometimes because they are hungry. Sometimes because they are tired. Sometimes because they are sick (as I wrote in my previous blogpost, we have had many sick kids the last couple of weeks.) Sometimes because – well, it could be due to anything. The conditions for both children and adults are remarkable different here than in Denmark and many other Western countries, and perhaps I’m not always good at showing the downside of the beautiful smiles. For instance you won’t find a single picture of a crying child on my blog – I have never in my life taken a picture of a crying child. Why not? Well, probably because I am more busy trying to stop the tears than documenting the tears. However, I am in Uganda to work – and among others this work is about seeking  support for the children.

In July I had visitors from Denmark. One of these friends has known about my work since the very first day. We have talked a lot about my work here. She knows we are struggling to survive as an organization, and that we are constantly seeking sponsors for our “beautiful and smiling children”. My friend visited school for two days. Two days. When we left the last day my friend looked me in the eyes and said “I want to sponsor a child”. She had been surprised to see how the children crave love, care – and basic things such as better nutrition. The situation made me think if I have failed at my work here? When I only show the beautiful smiles and happy faces of our children, I am in a way hiding the reality. I am indirectly hiding the urgent needs we have for food, medicine etc. I do tell and write about it, but people can’t link it to the happy faces.

When other humanitarian organizations are seeking sponsors or donations, do they then show pictures of smiling and happy children? No. They give you a crying child with a bloated stomach. In your face. They force you to take action – they indirectly force you to give them your money by exposing you to the reality and the sometimes harsh conditions of it. How aggressive must you really be in the battle of improving the conditions for vulnerable people? One might argue that one must be as aggressive as needed to get people to take action and support. I am from time to time known for my cynical and anti-romantic attitude, but when it comes to this work with seeking sponsors and other support then I might be too old-fashioned, romantic and naïve. Out of principle I am never asking people directly if they want to sponsor a child or in other ways support the work here. I want people to support because they really want to – not because I force them too. The problem is, that it’s very few people who say “I want to support!”. Perhaps because they have already donated for another organization with a much more aggressive strategy..

(I have challenged myself and took a picture of a sullen and weak Frank while he was waiting for his bath. His bloated stomach is however just a shadow of what it looks like in reality..)