I går kom jeg hjem fra Uganda. Jeg har ikke længere tal på hvor mange gange jeg har været afsted. Mange. Og sammenlagt er det efterhånden blevet til omkring to år i Uganda. Der er sket rigtig meget siden jeg rejste første gang for over fem år siden. Dengang var jeg kandidatstuderende. Siden er jeg blevet færdiguddannet og har fået fast voksenarbejde. Hvor jeg tidligere kunne rejse i flere måneder er det nu kun muligt for mig at rejse i et par uger ad gangen. Min sygdom har også udviklet sig og jeg har gennemgået flere og flere operationer – det er desværre helt efter bogen. Igen i maj venter en operation og formentlig en mere efter sommer.

På mange måder føler jeg, at jeg lever flere liv på samme tid; Uganda, sygdom og mit ‘almindelige hverdagsliv’. De er så langt fra hinanden at det nogle gange virker surrealistisk at det er et og samme liv. Jeg er vel også blevet ældre siden jeg startede hos BDI, og det er blevet mere og mere vigtigt for mig med nærvær, ro og ‘at være der hvor jeg er’. Det er også vigtigt for mig, at forsøge at være et godt menneske og hjælpe til, der hvor jeg kan. Men nogle gange er nej, det største udtryk for kærlighed. Og det er netop det, der har gjort at jeg nu efter mere end fem år har valgt at skrue betydeligt ned for mit arbejde for BDI. Af kærlighed til dem – og til mig selv. 

Det er noget der har ligget og ulmet i længere tid. Jeg har ikke kunne give arbejdet den opmærksomhed det kræver og fortjener. Jeg har også ofte følt, at jeg må gå på kompromis med mit BDI-arbejde fordi jeg ikke har hverken tid eller energi til to fuldtidsjob. For jo, for mig har BDI været fuldtidsarbejde med håndtering af økonomi, sponsorater, donationer, koordinering af frivillige, besvarelse af mails, fundraising samt opdatering af Facebook og website.

Et par dage efter jeg landede i Uganda sad jeg og talte med Joel. Og så kunne jeg pludselig mærke det; jeg var nødt til at sige fra. Og så kom alle tårerne og følelsen af at være det dårligste menneske i hele verden. Følelsen af at svigte både Joel og børnene. Vi fik en lang snak, men der skulle gå mange dage hvor det hele var meget følelsesladet og svært selvom Joel har fuld forståelse for at jeg trækker mig. Og midt i det hele er det gået op for mig, at den fordømmelse jeg frygter allermest faktisk er min egen. Kæmper stadig og føler mig pænt egoistisk, men arbejder på det. Jeg må erkende, at det er hundrede gange nemmere at være der for andre end det er at være der for en selv. Men nu må jeg prøve. 

Jeg fortsætter med at fundraise for BDI så vi kan blive HELT færdig med den nye skole. Selvom vi nu er flyttet, så mangler der stadig nogle lokaler med mere. Men den daglige involvering slutter altså. Det næste stykke tid går med at få overdraget tingene til nye kræfter. Kunne du tænke dig at give en hånd med, så tøv ikke med at kontakte mig på vickie.madsen@gmail.com eller skriv til boanergesdeafinitiative@gmail.com.

//

Yesterday I returned from Uganda. I’ve stopped counting the number of times I’ve travelled, but know it’s been many times. All together I’ve spend around 2 years in Uganda. A lot has happened since I travelled the first time more than five years ago. Back then I was a university student about to finish my Master’s degree. Since then I’ve finished my studies and now I have one of those ‘full time jobs for adults’. Previously I could go to Uganda several months in a row but now it’s only possible for me to go a couple of weeks at a time. My sickness has also at some point gotten worse as I’ve had more and more surgeries – unfortunately that’s how it is with this sickness. I’m going through surgery again in May and most likely again after summer.

In many ways I feel like I’m living several lives in one time; Uganda, my sickness and my ‘ordinary everyday life’. They are all so different and sometimes it seems surreal that they exist within one life. I guess I’ve also gotten older since I started at BDI and it has become increasingly important for me with some kind of peace and calmness in my life and ‘to be present where I am’. It’s also important for me to try and be a good human being and help where I can. But sometimes ‘no’ is the greatest sign of love. And that’s exactly why I’ve now decided to cut down my BDI work after more than five years of involvement. Out of love to BDI – and to myself.

It has been inside of me for some time. I haven’t been able to give the work the full attention it requires and deserves. Often, I’ve felt that I have to compromise with my BDI work because I don’t have the time and energy for two fulltime jobs. Because yes, for me the work at BDI has been fulltime as I’ve handled the financial, sponsorships, donations, volunteers, emails, fundraising, Facebook and website.

A couple of days after my arrival I sat down and talked to Joel. And suddenly I felt it; I had to say no. And then I cried and cried and felt like the worst person ever. I felt like I was letting down Joel and the kids. We had a long talk but for several days things were very emotional and hard for me though Joel fully understands. In the middle of it all I’ve realized that the condemnation I fear the most is that of myself. Still fighting the feeling of being selfish but I’m working on it. I’ll have to admit that it’s a hundred times easier to be there for others than to be there for myself. But now I’ve got to try.

I’ll continue to fundraise for BDI so we can complete the new school. Even though we have moved, more things are needed to make it complete. But the daily involvement is coming to an end. During the next weeks things will be handed over to new people. If you’d like to step in and help make a difference for BDI, then please don’t hesitate to contact me at vickie.madsen@gmail.com or boanergesdeafinitiative@gmail.com.