Tagged: culture

“I DO”

p1270158editblogKitiibwa & Sarah

*english below*

I lørdags var jeg til det længe ventede bryllup. Og sikke et bryllup!

Fik besked på at være i kirken kl.13. Jeg var lidt spændt på om man faktisk holder tiden til den slags ceremonier. Jeg nåede da også at få en smule koldsved fordi vi var forsinkede, for ville vi nu gå glip af hele ceremonien? Vi kom cirka 40 minutter for sent og jeg måtte grine højt, da vi nærmest var de eneste, der var kommet. Så ja, afrikansk tid er åbenbart også gældende for bryllupper. Der gik lang tid inden flere begyndte at komme. Men så, endelig skete der noget. Og cirka kl.15.45 gik ceremonien i gang.

Først kom Kitiibwa med jakkesæt, en pink skjorte og det allermest cool knaldrøde store butterfly. Han blev fulgt ind af sin mor. Derefter kom smukke Sarah i en overdådig hvid kjole med strut, blonder, perler og slør i følge med sine brudepiger – som i øvrigt gik forrest. Og så var der en masse ceremonielle ord frem og tilbage. Gik desværre glip af det meste, da tolken ikke var helt kvalificeret til dagens opgave. Pyt. Kitiibwa og Sarah sagde ”’ja” og fik hinanden.

Efter brylluppet var der reception. Vi skulle hurtigt afsted, så vi kunne være derinde inden brudeparret. Det var en slags overdækket lokale med en fantastisk udsigt over det mest af Kampala. Der var stillet borde op, som var dækket med hvide duge. Alle stole havde hvidt betræk og lyserøde bånd. Og så sad vi der imens musikken bragede ud af højtalerne og folk dansede rundt på må og få. Der var i øvrigt ikke dækket op med glas og tallerkener, sådan som man kender det fra danske bryllupper.

Og så kom de; brudeparret. De gik dansende rundt om alle bordene og bød folk velkommen. Da alle borde var igennem (vi var måske små 100 mennesker) satte brudeparret sig ned ved hovedbordet. Og så skulle alle præsenteres. Og det foregår simpelthen sådan, at man rejser sig op (i flok – fx alle os fra BDI) og så går man dansende op til hovedbordet og står i en halvcirkel så alle kan se en. En ”toastmaster” fortæller hvem man er, og derefter får en person fra halvcirklen mikrofonen og fortæller lidt mere. I vores tilfælde blev vi introduceret som ”BDI family”. Og hvem er nu vi? Noget med døve? Joel benyttede lejligheden til at fortælle lidt. ’Tegnsprog er tålmodighedens, kærlighedens og håbets sprog’, som Joel så smukt formulerede det. 

Florence og Davis (to elever fra vores skole) og jeg blev selvfølgelig peget ud i dagens anledning, da vi alle tre er døve. Det er ikke første gang jeg er blevet peget ud på den måde. Den slags er altid lidt mærkeligt, fordi man føler sig som sådan en ting, der skal studeres. Men jeg forstår pointen; at vise, at vi er helt ligesom alle andre. Og vi blev da også taget vældig godt imod, om end der også var mange der bare blev ved med at glo – også længe efter vi var færdige med at præsentere os. Det er i øvrigt heller ikke første gang, at jeg oplever dét.

Nå, efter introduktion af alle var der mad! Hvert bord gik efter tur op og fik en tallerken mad og en sodavand. Klassisk ugandisk mad; ris, matoke (madbananer), cassava, kål, chapati, kartofler og et mindre stykke kød. Efter middagen forsvandt brudeparret og kom tilbage igen i de smukkeste farvede og prikkede kreationer. Der var bestemt noget spansk vibe over det! Og så var der mere dans (for video, se her eller nedenfor) og bryllupskage. Bryllupskagen var vældig fin, men temmelig kedelig. Ligesom en halvtør sandkage med smagløs glasur. (Det overraskede mig ikke, for jeg har før fået fødselsdagskage, som er den samme type.) Og så er der åbenbart tradition for at gæster for kage med hjem. Så alle borde fik en hel kage med. Vores er senere blevet delt på skolen.

Omkring kl.22 var festlighederne overstået og vi tog hjem. Et rigtig fint og meget anderledes bryllup. Jeg er meget glad og taknemlig for at kunne være en del af deres store dag. Tillykke til Mr. and Mrs. Kitiibwa!

Se billeder nedenfor.

//

Saturday I went for the long waited wedding. And what a wedding!

We were told to be at church at 1pm. I was a little excited whether people actually keep time for such ceremonies. And so I did start to get a little nervous, as we were late. Would we miss the ceremony? We were about 40 minutes late and reaching church I had to laugh hard since we were almost the only ones being there. So yes, apparently African time applies for weddings as well. It took long before more people came, but then finally something happened. At about 3:45pm the ceremony started.

First, Kitiibwa, dressed in a suit, a pink shirt and the coolest big red bow tie, came in with his mother. Then came Sarah with her bridesmaids. She was dressed in a beautiful white dress with lots of blondes, tulles, pearls and a veil, and looked so beautiful. Then all of the ceremonial talking happened in front of the altar, but unfortunately I missed most of it, since the interpreter of the day wasn’t quite qualified for the task. Oh well. Kitiibwa and Sarah said, “I do” and got each other!

After the wedding there was a reception in Kampala. We had to leave quickly since we had to be there before the wedding couple. The place reminded of a gazebo located on the second floor with a view of most of Kampala. All the tables had white table cloths and all chairs had white covers and pink ribbons. And so we sat there while the music played loud over the crowd and people danced here and there. The tables were btw cleared – no plaits or glasses or anything, as we know it from weddings in Denmark.

And then they came, the wedding couple. They walked dancing from table to table to greet everyone welcome. When they had been at all tables (we were perhaps around 100 people) they sat down at the main table. And then everyone had to introduce him- or herself. It is done like this; you stand up (in a group – for instance all of us from BDI) and then you walk dancing to the main table and stand in a half circle so everyone can see you. The master of ceremony introduces you and then one person from the group gets the microphone and speak. In our case we were introduced as ‘BDI family’. And who exactly are we? Something with the deaf? Joel shared a few words and beautifully stated, ‘sign language is the language of patience, love and hope’.

Florence and Davis (two students from our school) as well as myself were ‘pointed’ out, as we are deaf. It’s not the first time I have been pointed out like that, and it always makes me feel a little weird – like I’m an object to be studied. But I do understand the point, which is to show other people that we are just like them. And people did treat us all well. A few though kept starring even long after the presentation had come to an end. Not the first time I have experienced that either btw.

Anyways, after the introduction it was time for food! After turn we all walked out to a small hallway and received a plate of food and a soda. It was classic Ugandan food; rice, matoke (green bananas) cassava, cabbage, chapati, potatoes and a small piece of meet. After the dinner the couple disappeared only to turn up again shortly after dressed in the most beautiful colorful dotted creations. It certainly had some Spanish vibes to it. And then there were more dancing (for video, see here or below) and it was time for wedding cake! The cake was very beautiful, but the taste was a little boring. It was like a dry cake with tasteless frosting. (Didn’t surprise me, since I’ve had birthday cakes before. They are of the same type.) And then apparently it is tradition to give the guests a cake to take home. All groups had a whole cake. Us at BDI as well – we shared our cake at school.

Around 10pm the wedding celebrations were over and we went home. It was a very beautiful and very different wedding. I’m very grateful that I got to be a part of their big day. Congratulations to Mr. & Mrs. Kitiibwa!

p1270086editblogKitiibwa and his mother

p1270112editblogBeautiful Sarah and her bridesmaids

p1270121editblog

p1270127editblogWalking down the isle

p1270147editblogAt church

p1270153editblogAt church

p1270255editblogThe wedding couple arriving at the reception

p1270211editblogThe wedding cake!

p1270283editblogLet’s dance!

If the video isn’t working, go to YouTube and watch it.

DAYS FOR GIRLS

P1240553BLOG

For kvinder og piger er det at have menstruation en helt naturlig ting – at tale om det er desværre knap så naturligt. Slet ikke i Uganda. Her er menstruation ofte noget tabubelagt, som skal gemmes langt væk. Adgang til hygiejnebind, tamponer og dens lige er besværlig og dyr. Mange bruger naturlige materialer som fx blade. Det giver selvsagt ikke beskyttelse. For mange kvinder er konsekvensen at de isolerer sig hver gang de har menstruation. Vi har længe været på udkig efter en løsning til vores kvindelige lærere og større piger. Nu har vi fundet den!

Days for Girls er en organisation, der sætter fokus på piger og menstruation. De producerer hygiejnebind, der kan vaskes og dermed anvendes igen og igen. Ved hjælp af vores stadig voksende netværk af BDI venner, er det lykkes os at indsamle penge til at købe Days for Girls kit til alle vores kvindelige lærere og større piger.

Der blev jublet på skolen, da sættene blev delt ud. Det vakte især glæde, at der er så stor sikkerhed forbundet med at bruge dem. Nu kan kvinderne bevæge sig frit og med værdighed takket være den måde, sættene er designet på. At de kommer i en lille fashionabel taske er kun et ekstra plus. Som en lærer sagde: “Oh, this is cool. Then I can carry it around and people think it’s fashion, but it’s period!”.

Hvert sæt koster 25,000 UGX (cirka 50kr.) og holder i op til tre år. Hvert sæt indeholder et sæt trusser og to bind med otte indlæg. Sættene er produceret i Uganda, så udover at hjælpe vores lærere og elever, så har projektet også støttet lokal arbejdskraft og vækst. Fantastisk.

Se billeder nederst i indlægget og læs mere om Days for Girls her.

//

As a girl and a woman, having your period is a natural thing, but unfortunately not so natural to talk about. Especially not in Uganda, where it’s often considered taboo. Period is something you hide. Access to sanitary supplies is hard and expensive. Many girls and women use natural materials like leaves. Needless to say such things aren’t any help. For many women the consequences are isolation when they have their period. For a long time we have been looking for a solution for our female teachers and older students. Now we’ve found it! 

Days for Girls is an organisation focusing on girls and period. They produce and distribute washable (and hence reusable) hygiene kits. With help from our BDI friends we succeeded raising funds to buy the Days for Girls kit for all our female teachers and older students.

Everyone were so happy to receive a kit. Especially they were happy, that the kits will allow them move around freely and with dignity like any other day. The kits come in a fancy bag, and that is just an extra plus. Like a teacher said: “Oh, this is cool. Then I can carry it around and people think it’s fashion, but it’s period!”.

Each kit cost $7, and last up till 3 years. Each kit contains 1 pair of panties and 2 shields and 8 liners. The kits are produced in Uganda, so besides helping at our school, the project also support local work and growth. Amazing.

See pictures below and read more about Days for Girls here.

FIVE WEEKS IN SHORT

P1100415EDITBLOG
I samtale med fine Florence // In conversation with lovely little Florence

*english version below*

Fem uger er allerede gået. Det har været et meget anderledes ophold i Uganda denne gang – på både godt og ondt. Jeg lagde ud med at have Rannah som roommate. Det var vidunderligt. Vi har ikke set hinanden i næsten to år, så det var skønt igen at være sammen. Det blev blandt andet til en lille getaway til Paidha, hvor Rannah pt. arbejder. Busturen til Paidha tager som regel 7-8 timer, men vores bus gik i stykker på halvvejen, og vi måtte vente i Kamura i tre timer i mørket på en ny bus blandt hundredvis a minearbejdere. (Enhver der har læst Jacob Ejersbos Afrika triologi kan forstå min paranoia her..) Vi ankom til Paidha sent om natten, og da vi gik mod Rannahs kirke (hvor hun bor) sprang en mand pludselig ud foran os. Han forsøgte at stjæle Rannahs telefon, som vi brugte som lygte. Optøjerne blev heldigvis opfanget af en mand, som kom løbende, og alt endte godt. Vi ankom sikkert til kirken, og lærte en lektie: gå aldrig alene i mørket.

Vi havde kun en enkelt dag i Paidha. Og sikke en dag! Katolske festligheder, frokost med nonner, præster og biskoppen. Det var så skægt og fedt at få en anden indsigt i den katolske verden. Folk var simpelthen så søde og sjove. Om dagen var de alle i fuld ”uniform” – præsterne i smukke grønne kåber. Om aftenen var stemningen meget afslappet og alle var “i civil”. Min lidt snævre forestilling om den katolske verden blev gjort til skamme, da jeg halvt måbende så en af præsterne i Uganda fodboldtrøje med en kold øl i hånden. Det havde jeg ikke lige set komme.. Men som Rannah sagde; katolikker er gode til at nyde alle aspekter af livet!

P1230692BLOG
Smukke Rannah til katolske festligheder i Paidha // Beautiful Rannah in Paidha for Catholic celebration

I Paidha mødte vi også en fælles ven, og lige omkring solnedgang besluttede vi os for en spontan tur på hans boda boda til et nærtliggende bjerg. Sikke en udsigt! Uganda har den smukkeste natur. Næste morgen tog vi tilbage til Kampala. Selvfølgelig var der problemer med bussen, men da vi først kom af sted gik alt som smurt.

IMG_7841BLOG
Spontant mini-eventyr i Paidha // Spontanous mini-adventure in Paidha

En uge senere rejste Rannah. Hun skulle til noget familiekomsammen i USA. Jeg boede derefter alene. Jeg kan godt lide at bo alene, og jeg har også brug for tid alene. Især der. Men en uge senere forsøgte en person at bryde ind i mit hus, og en mærkelig kvinde kom til mit hus og spurgte om penge og mad og nægtede at gå. Hun fortalte også, at hun havde hørt at nogen ville komme og bryde ind i mit hus om natten. Der blev jeg ærligt talt lidt paranoid. Selvom jeg sover med store hængelåse og man skal forcere to døre for at komme ind, så kan man aldrig vide. Der var mærker i døren efter forsøget på indbrud. Jeg er døv, så jeg kan ikke engang høre, hvis nogen forsøger at bryde ind. Ikke at det ville gøre en forskel, men det føjer blot til utrygheden.

Joel insisterede på, at der kom en og sov hos mig, og jeg accepterede. Den første nat sov jeg meget lidt. Samtidig ville jeg gerne tilbage til at bo alene. Primært fordi jeg ikke vil have, at frygt skal kontrollere mit liv. Joel og jeg talte frem og tilbage og han endte med at acceptere. Det ved jeg, at han kun vil gøre hvis det er sikkert. Jeg var glad for igen at bo alene, men indrømmet så sov jeg også lidt uroligt og vågnede mange gange i løbet af natten. Men jeg gjorde det. Næste gang vil jeg dog gerne bo et sted, hvor den store låge omkring komplekset har lås på, og hvor der er en vagt. Det plejer jeg at gøre. Ingen grund til at løbe unødvendige risici. Som en betroet ven i Uganda fortalte mig i forbindelse med episoden; stol aldrig 100% på nogen i Uganda. Trist, men jeg forstår. Uganda er et andet land, med en ganske anden historie end vi kender fra trygge lille Danmark.

Som ovenstående viser, så er det ikke altid nemt at være hvid i Uganda. Det har jeg vidst siden mit første ophold for over tre år siden. Mænd vil giftes med dig uden at kende dit navn, og kvinder vil være venner med dig, fordi de tror du har penge. TIA! Men denne her gang har det ramt mig hårdere. Jeg savner at have et socialt netværk. Jeg savner at have gode venner. Når man gerne vil være i et fremmed land i lang tid, så bliver venskaber endnu mere vigtige. Men at få nye venner er svært. Mange ser kun, at jeg er hvid. De ser ikke Vickie. Nogle gange ville jeg ønske folk ville være farveblinde! Jeg er også døv, og der er stadig rigtig mange mennesker der ser døve som noget ekstremt negativt. ”Smut din døve hvide tøs.” Jeg ved godt, at jeg ikke skal lade det gå mig på, men det gør det altså nogle gange alligevel. Det er mærkeligt at man kan føle sig så meget hjemme i et land, hvor man samtidig føler at man ikke er velkommen. Men, jeg ved godt, at jeg skal ignorere de uvidende og snæversynede mennesker. Den slags findes alle vegne. I stedet handler det om ikke at give op! For selvfølgelig er der undtagelser, der bekræfter reglen. Og jeg er faktisk heldig at have en lille håndfuld mennesker i Uganda, som jeg kan kalde rigtige venner. En af dem er denne skønne kvinde, Rebecca, som jeg tidligere har boet sammen med i syv måneder.

IMG_7734BLOG
Min afrikanske søster, Rebecca // My African sister Rebecca

Mange gange i løbet af de seneste fem uger har jeg følt, at jeg ikke rigtigt har fået udrettet noget. Men nu jeg er rejst derfra, kan jeg godt se, at der faktisk er nået meget: masser af indsamlingsopdateringer (kommer snart), store fremskridt med skolebygning i Semuto, generelle opdateringer fra skolen, indførelse af nye rutiner for at børste tænder (det lyder måske af lidt, men det er noget, der har potentiel stor betydning på sigt), hjælpe med at forbedre situationen for de kvindelige lærere og større piger, når de har menstruation (mere om det senere), arbejde hen mod en plan for at sikre fremtiden for de elever, der afslutter skolen hos os og en helt masse andre ting. Jeg fik også fornøjelsen af at besøge en tidligere elev og hans familie. Jeg elsker at tage på den slags besøg, da de altid giver en helt anden indsigt i livet der.

P1230978BLOG
Arbejde med Disan i Semuto // Work in progress helping Disan in Semuto

Mine sidste dage i Uganda har været TIA på steroider. Masser af misforståelser, dårlig kommunikation, uenigheder, skænderier, sårede følelser, aflysninger – og som prikken over i’et kraftig regn, der får alting til at gå i stå og forvandler alting til mudder. De fleste veje er jordveje, så man kan selv forestille sig hvordan der ser ud efter regnvejr.. Men de sidste dage har dog også været fyldt med glæde, nye eventyr, nye venskaber, smil, grin og masser af kærlighed.

P1240390BLOG
Solnedgang i Semuto // Sunset in Semuto

I eftermiddag kom jeg tilbage til Danmark efter en som altid temmelig skør afrejse. Jeg ankom til lufthavnen i sidste øjeblik og fik ikke mulighed for at sige farvel til alle dem, jeg gerne ville. Mest af alt er jeg ked af, at jeg ikke fik krammet Frank farvel. Jeg håber han kan mærke kærligheden fra afstand.

Nu er jeg tilbage. Tilbage i et andet liv og en anden kultur. Jeg kan ikke helt finde ud af hvordan jeg det med det alt sammen. Det er vist for tidligt at sige. Lige nu er jeg fyldt op med indtryk og følelser. Men en ting ved jeg dog – at min næste tur til Uganda bliver før der er gået 14 måneder, sådan som det var tilfældet denne gang. Jeg ved ikke hvornår jeg skal af sted igen. Men jeg ved at jeg skal tilbage – før, snarere end siden.

//

Five weeks have already gone by. It’s been such a different stay in Uganda this time – for better and for worse. I started out having Rannah as a roommate. That was amazing. We haven’t seen each other in almost two years, so it was really great being together again. We took a small getaway to Paidha, where Rannah is currently serving. The bus ride usually takes 8 hours, but our bus broke down halfway, and we had to wait 3 hours in Kamura in the dark among hundreds of mineworkers for a new bus to come. We arrived in Paidha late at night, and while walking to her church (where she stays), a man suddenly jumped out in front of us trying to steal Rannah’s phone which we were using it as a light in the dark. Luckily a man nearby came running to help, so nothing happened. We arrived safe at her church and learned a lesson: never walk alone in the dark.

Catholic celebration and spontaneous adventures

We only had one day in Paidha, but what a day! Catholic celebrations, lunch with the bishop and the Fathers and Sisters there. I was so fun to get an insight view of the Catholic Church. It’s a foreign world to me. The people there were so kind and funny. During the day there were all in full “uniform” wearing beautiful green robes, but at night they changed, and there was a very relaxed atmosphere. My rather narrow view of the Catholic world was dashed, when I with surprise saw one of the Fathers wearing an Uganda soccer T-shirt and drinking beer. I didn’t see that coming! But as Rannah said; Catholics are good at enjoying all aspects of life! 

In Paidha we also got to meet a friend we have in common, and just before sunset we took a spontaneous ride on his boda to a nearby hill. What a view! Ugandan nature is breathtaking. Next morning we were off to Kampala. The bus started out having problems, but when we finally left things went smooth.

Attempt to break-in

A week later Rannah left Uganda for a family thing in the States. I then stayed alone. I’m happy to stay alone. In fact, I need it. Especially when I’m there. However, a week later a person tried to break into my house, and a funny woman came to my house asking for food and money and refused to leave. She also told me that she heard people would come steal at my house at night. That honestly made me a little paranoid. Though I sleep with big locks and you have to force two doors to get in, then you never know. There were marks in my door from the attempt to break in. I’m deaf, so I can’t even hear if someone tries to break in. Not that it would make a difference, but it adds to the feeling of insecurity.

Joel insisted that a person came to sleep with me at my house, and I accepted. The first night I didn’t really sleep and was awake many times. However, I wanted to get back to staying alone mainly because I don’t want fear to control my life. Joel and I talked back and forth and he finally accepted. I know he would never accept if it wasn’t safe. I was happy staying alone again, but admittedly also slept bad at night waking up many times. But I did it. Next time I will stay at a place where there are locks on the big gate to enter the compound, and perhaps even a guard. I always did so before. Better safe than sorry. As a good Ugandan friend told me; “never trust anyone 100% – this is Uganda.” Sad, but I understand. Uganda is a different country with a different history than tiny and safe Denmark.

The downside of being white

As the above shows, being white in Uganda isn’t always easy. I have known that since my first stay more than 3 years ago. Men wants to marry you without knowing your name, and women wants to make friends with you because they think you have money. TIA! But this time the whole situation has hit me harder than usual. I miss having a social network. I miss having good friends. When you want to stay long-term in a foreign country, friendships become important. Making new friends is though hard. Many people only see that I’m white. They don’t see Vickie. Sometimes I wish people could be colorblind! I’m also deaf, and still so many people see deafness as something bad. “Go away deaf white girl”. I know I shouldn’t let it get to me, but sometimes it does. It’s weird feeling so much at home in a place, and at the same time feeling so unwanted. But, I know I have to ignore the ignorant people – such people are everywhere. Instead I need to stay strong, because I know there are exceptions to the rules. I’m lucky to have a handful of people I consider my real friends. One of these friends is this beautiful woman, Rebecca, whom I stayed with for 7 months two years back.

Work in progress

Many times while I was there I felt like I was doing nothing. But now that I left, I see that I did accomplish many things: fundraising updates (stay tuned), school building progress in Semuto, general updates at school, new routines for the kids on how to brush teeth (perhaps it sounds like a small thing yet it will have a potentially great impact longterm), helping improve the situation for female teachers and older female students when they have their period (updates are soon to come), working on a plan to secure the students that finish our school and many other things. I also had the pleasure to visit a former student and his family. Such visits are just wonderful!

TIA on steroids

My last days in Uganda were TIA on steroids. Crazy really. There were so much miscommunication, disagreements, fights, hurt feelings, cancellations – and on top of it heavy rain, that makes the world stop – everything turns into mud. Most roads there are dirtroads, so maybe you can picture what it’s like when it’s raining. But the last days were also filled with lots of joy, new adventures, new friendships, smiles, laughter and lots of love.

Back to (another) reality

This afternoon I arrived back in Denmark after a rather craxy departure – like they always seem to be when I’m leaving. I arrived last minute at the airport and didn’t get to say goodbye to everyone. Especially I missed hugging Frank goodbye. I hope he can feel my love from afar. Now I’m here. Back in a different life and a different culture. I can’t really tell how I feel about everything yet. Too soon to say. Right now I’m fed up with impressions and emotions. However, one thing I do know – my next stay in Uganda won’t be 14 months away like this one. It will be a lot sooner. I don’t know when I’m going back, but I know I will return – sooner, rather than later.