Tagged: work

A TIME FOR EVERYTHING

Fejrede Franks 10 års fødselsdag for to uger siden. Mødte ham første gang da han var bare 4 år gammel. // Celebrated Frank’s 10th birthday a couple of weeks ago. I meet him the first time when he was just 4 years old.

I går kom jeg hjem fra Uganda. Jeg har ikke længere tal på hvor mange gange jeg har været afsted. Mange. Og sammenlagt er det efterhånden blevet til omkring to år i Uganda. Der er sket rigtig meget siden jeg rejste første gang for over fem år siden. Dengang var jeg kandidatstuderende. Siden er jeg blevet færdiguddannet og har fået fast voksenarbejde. Hvor jeg tidligere kunne rejse i flere måneder er det nu kun muligt for mig at rejse i et par uger ad gangen. Min sygdom har også udviklet sig og jeg har gennemgået flere og flere operationer – det er desværre helt efter bogen. Igen i maj venter en operation og formentlig en mere efter sommer.

På mange måder føler jeg, at jeg lever flere liv på samme tid; Uganda, sygdom og mit ‘almindelige hverdagsliv’. De er så langt fra hinanden at det nogle gange virker surrealistisk at det er et og samme liv. Jeg er vel også blevet ældre siden jeg startede hos BDI, og det er blevet mere og mere vigtigt for mig med nærvær, ro og ‘at være der hvor jeg er’. Det er også vigtigt for mig, at forsøge at være et godt menneske og hjælpe til, der hvor jeg kan. Men nogle gange er nej, det største udtryk for kærlighed. Og det er netop det, der har gjort at jeg nu efter mere end fem år har valgt at skrue betydeligt ned for mit arbejde for BDI. Af kærlighed til dem – og til mig selv. 

Det er noget der har ligget og ulmet i længere tid. Jeg har ikke kunne give arbejdet den opmærksomhed det kræver og fortjener. Jeg har også ofte følt, at jeg må gå på kompromis med mit BDI-arbejde fordi jeg ikke har hverken tid eller energi til to fuldtidsjob. For jo, for mig har BDI været fuldtidsarbejde med håndtering af økonomi, sponsorater, donationer, koordinering af frivillige, besvarelse af mails, fundraising samt opdatering af Facebook og website.

Et par dage efter jeg landede i Uganda sad jeg og talte med Joel. Og så kunne jeg pludselig mærke det; jeg var nødt til at sige fra. Og så kom alle tårerne og følelsen af at være det dårligste menneske i hele verden. Følelsen af at svigte både Joel og børnene. Vi fik en lang snak, men der skulle gå mange dage hvor det hele var meget følelsesladet og svært selvom Joel har fuld forståelse for at jeg trækker mig. Og midt i det hele er det gået op for mig, at den fordømmelse jeg frygter allermest faktisk er min egen. Kæmper stadig og føler mig pænt egoistisk, men arbejder på det. Jeg må erkende, at det er hundrede gange nemmere at være der for andre end det er at være der for en selv. Men nu må jeg prøve. 

Jeg fortsætter med at fundraise for BDI så vi kan blive HELT færdig med den nye skole. Selvom vi nu er flyttet, så mangler der stadig nogle lokaler med mere. Men den daglige involvering slutter altså. Det næste stykke tid går med at få overdraget tingene til nye kræfter. Kunne du tænke dig at give en hånd med, så tøv ikke med at kontakte mig på vickie.madsen@gmail.com eller skriv til boanergesdeafinitiative@gmail.com.

//

Yesterday I returned from Uganda. I’ve stopped counting the number of times I’ve travelled, but know it’s been many times. All together I’ve spend around 2 years in Uganda. A lot has happened since I travelled the first time more than five years ago. Back then I was a university student about to finish my Master’s degree. Since then I’ve finished my studies and now I have one of those ‘full time jobs for adults’. Previously I could go to Uganda several months in a row but now it’s only possible for me to go a couple of weeks at a time. My sickness has also at some point gotten worse as I’ve had more and more surgeries – unfortunately that’s how it is with this sickness. I’m going through surgery again in May and most likely again after summer.

In many ways I feel like I’m living several lives in one time; Uganda, my sickness and my ‘ordinary everyday life’. They are all so different and sometimes it seems surreal that they exist within one life. I guess I’ve also gotten older since I started at BDI and it has become increasingly important for me with some kind of peace and calmness in my life and ‘to be present where I am’. It’s also important for me to try and be a good human being and help where I can. But sometimes ‘no’ is the greatest sign of love. And that’s exactly why I’ve now decided to cut down my BDI work after more than five years of involvement. Out of love to BDI – and to myself.

It has been inside of me for some time. I haven’t been able to give the work the full attention it requires and deserves. Often, I’ve felt that I have to compromise with my BDI work because I don’t have the time and energy for two fulltime jobs. Because yes, for me the work at BDI has been fulltime as I’ve handled the financial, sponsorships, donations, volunteers, emails, fundraising, Facebook and website.

A couple of days after my arrival I sat down and talked to Joel. And suddenly I felt it; I had to say no. And then I cried and cried and felt like the worst person ever. I felt like I was letting down Joel and the kids. We had a long talk but for several days things were very emotional and hard for me though Joel fully understands. In the middle of it all I’ve realized that the condemnation I fear the most is that of myself. Still fighting the feeling of being selfish but I’m working on it. I’ll have to admit that it’s a hundred times easier to be there for others than to be there for myself. But now I’ve got to try.

I’ll continue to fundraise for BDI so we can complete the new school. Even though we have moved, more things are needed to make it complete. But the daily involvement is coming to an end. During the next weeks things will be handed over to new people. If you’d like to step in and help make a difference for BDI, then please don’t hesitate to contact me at vickie.madsen@gmail.com or boanergesdeafinitiative@gmail.com.

LOOK AT THIS!

Som jeg fortalte tidligere, så sker der virkelig meget i Semuto i øjeblikket. Vi er tæt på at kunne flytte til den nye skole. Se med i videoen og billederne herunder. Har du lyst til at donere og hjælpe os med at fortsætte byggeriet, så kan du donere via bank overførsel eller besøge vores indsamlingsside her. TAK!

A lot is happening in Semuto at the moment. We’re so close being able to move to the new school. Have a look at the video and the pictures below. Please consider donating, so we can continue building. Visit our fundraising page for more information here. Thank you!

Et nyt klasseværelse set indefra / A new classroom seen from the inside

NB. Videoen findes også på YouTube / NB. You can also find the video on YouTube

10 DAYS – 10 PICTURES

For knap en uge siden kom jeg hjem fra Uganda. Det var nogle intense 10 dage. Alt for kort tid. Og samtidig lige præcis nok. Jeg fik både arbejdet, set venner, ventet (!), filosoferet over stort og småt, grint, grædt, smilt og bare været lige der, hvor jeg var nu var.

It’s almost a week since I returned from Uganda. It was 10 intense days. Too little time. Yet just enough time. I worked, spent time with friends, waited (!), thought about a million things, laughed, cried and smiled. And well, tried to be present where I was.

Et af de vigtigste møder, var med James Kimbowa, som hjælper os på vej med diverse registreringer, og med at navigere i den jungle af regler og korruption, der desværre stadig er en realitet i Uganda. I øvrigt et typisk billede af Joel og jeg. Vi kan skændes så ingen tør være i nærheden, og være fjollede som to små skolebørn – heraf billedet..

One of the most important meetings during my stay was with James Kimbowa. He is helping us with various organizational things, and helps us navigate in the jungle of rules and corruption – the last unfortunately still being a thing in Uganda. It’s btw a typical picture of Joel and me. We can argue and fight so that no one dare to be around, and we can laugh and be silly like children – hence the picture..

Ventetid. Og eftertænksomhed. Følte mig noget mere tidspresset og stresset denne gang. Ikke særlig godt i kombination med “afrikansk tid” og TIA. Jeg blev nemt frustreret, vred og ked af det. Og samtidig enormt skamfuld. Det er svært at forklare. Alle dem jeg kender, og arbejder sammen med, lever nogle hårde liv, hvor fattigdom, sygdom, enormt meget ansvar, uforudsigelighed og utryghed er en fast del af hverdagen. Og så kommer jeg og kræver dit og dat fordi jeg nu kun er der i ti dage. Men verden drejer ikke rundt om mig. Heldigvis. Så selvom tiden var knap måtte jeg af og til bide frustrationerne i mig, og huske på det noget anderledes liv, som de fleste lever. Det fordrer ydmyghed, tålmodighed og stor gensidig forståelse at arbejde under sådanne vilkår. 

Waiting time. And thoughtfulness. Felt more stressed and a big time-pressure this time around. Doesn’t go well with “African time” and TIA. I was easily frustrated, angry and sad. And at the same time full of shame for feeling that way. It’s hard to explain. All the people I know and work with in Uganda live hard lives, where poverty, sickness, tremendous responsibility, unpredictability and insecurity are part of everyday life. And then I come, “demanding” time and meetings, and no delays and “please, I’m just here for 10 days!”. But thank God the world doesn’t spin around me. So even though time was scarce, I had to try and keep my frustrations to myself now and then, and bear in mind how different everything is there. It requires humility, patience and great mutual understanding to work under such conditions.

Nåede at besøge Kitiibwa og Sarah, hvis bryllup jeg var med til i December. Sarah er gravid og skal føde til oktober. Hun har desværre en hård graviditet og skal forholde sig i ro. Det er deres første barn. Drengen på billedet er Joels.

Got the time to visit Kitiibwa and Sarah. I attended their wedding in December. Sarah is pregnant and is giving birth in October. Her pregnancy is hard on her, and she has stopped working and must stay home and take it easy. It’s their first child. The boy in the picture is Joel’s.

Skolen var lukket da jeg var i Uganda, men jeg fik alligevel set Frank. Hentede ham hjemme og vi tilbragte en dejlig eftermiddag sammen. / The school was closed while I was in Uganda, but I still managed to see Frank. I picked him up at his home and we got to spend a great afternoon together.

Trampolin er et hit! / Frank loved the trampoline!

Arbejde, arbejde og arbejde. Altid. Men denne gang holdt Joel og jeg en eftermiddag fri sammen med hans børn og “min” Frank. Sjovt, rart og afslappet. / Work, work, work! Always. But this time Joel and I took off an afternoon together with his kids and “my” Frank. Fun times, indeed.

Semuto. Selvfølgelig. Et af mine yndlingssteder i Uganda. Der sker så helt vildt meget deroppe i øjeblikket. Samtidig er det et af de allerbedste steder at finde stilhed og “indre ro”. / Semuto. Of course. One of my favourite places in Uganda. So much is happening there at the moment. At the same time it’s one of the best places to find silence and “inner peace”.

Et glimt af vores nye skole. Der kommer en video fra byggeriet en af de kommende dage. / A glimpse of our new school. I’ll post a video from the building soon.

De smukkeste solnedgange findes uden tvivl i Uganda. Denne gang regnede det en hel del og der var derfor også ret skyet. Men en aften i Semuto var jeg alligevel heldig at få et glimt af paradis.. / The most beautiful sunsets are without a doubt in Uganda. This time it was raining a lot and hence it was mostly cloudy. But one night in Semuto I was lucky and got a glimpse of paradise..